Nedtælling til næste festival

Hørby BørneMusikFestival – knytter bånd og skaber samhørighed

Lørdag, 18 Januar 2014

Af Anette Bilde Jacobsen med-arrangør af Hørby BørneMusikFestival

Denne sommer blev en drøm til virkelighed! Hørby BørneMusikFestival blev en realitet. En flok Hørby-folk havde forberedt festlighederne over et år i forvejen, og jo tættere vi kom på festivaldagen, des mere klart stod det, at denne festlighed ikke blot blev en forrygende dag for hundredevis af børn, men også et arrangement der knyttede bånd og trak tråde både mellem byens borgere men også til Hørby Efterskole.

Både ledelsen og flere af de musikkyndige på efterskolen var med på ideen helt fra begyndelsen, og det blev hurtigt besluttet, at efterskolens sportsplads både kunne danne en smuk ramme om en dag med musik og sjov for børnene, men det var også praktisk i forhold til toiletter, køkkenfaciliteter, scenegrej mm.. Som en ekstra bonus kunne efterskoleelever både før og under børnefestivalen bruges som teknikere på pladsen, men også til andre praktiske opgaver. På dagen var det tydeligt, at de unge også havde en sjov og hyggelig dag. Festivalen var også en oplagt mulighed for forhenværende elever, der har stiftet familie, til at vise ”sin gamle efterskole” frem.

En musikfestival med 1000 deltagere kræver mange hænder, og byens borgere – og andre lokale - stod klar til at hjælpe med plakatophængning, madlavning, teltrejsning, parkering og meget mere. Ingen tvivl om at mange følte, at det var ”deres festival”, for sådan er det, jo mere man engagerer sig, jo mere knyttet bliver man også til et projekt. Det betyder, at vi også her på den anden side af det hele, allerede har en flok, der er klar igen.

Den 14. juni 2014 var dagen hvor sportspladsen stod omdannet til en festivalplads med mobilscene, cirkustelt med sæbebobelaktiviteter, børnebar med drinks, et kæmpe madtelt, MGP-telt med udklædning og musik, besøg af brandmænd og brandbil, kreatelt og ammetelt og et mastesejl hvorunder der kunne eksperimenteres med Stomp.

På scenen kunne børnene og deres voksne opleve Mek Pek og Søn, Ole Kibsgaard og Sæbygarden samt det fjollede men meget musikalske orkester Ørehængerne. Sikke en fest! Den skønne musik, det fantastiske vejr og alle de mange gode børneaktiviteter gjorde, at alt gik op i en højere enhed og det var en sand fornøjelse at stoppe op undervejs og bare betragte festlighederne.

Mange postitive tilkendegivelser og spørgsmålet om der mon bliver en BørneMusikFestival i Hørby igen i 2015 meldte sig hurtigt på banen, da dagen var ovre, og der er slet ingen tvivl. Vi ses igen den 13. juni 2015 til mere musik, latter og leg.